Referat af Ordinært Beboermøde tirsdag d. 5. april 2005 Til stede: Henriette #2410 (BR), Lea #2214 (BR), Henrik #2415 (BR), Niklas #1622 (BR), Thomas #2721 (BR), Thor-Bjørn #6418 (supp), Rasmus #2719 (supp), Gitte #4704 (KF), Karsten #1518 (KF), Lisa #4714 (Kollegianeren), Rasmus #4707 (Kollegianeren), Patrick #2517, Inspektøren. 1. Valg af dirigent og referent. Thor-Bjørn #6418 valgt som dirigent og Patrick #2517 som referent. 2. Godkendelse af forretningsorden. Se bilag 1 sendt ud med indkaldelsen. Forretningsorden blev godkendt. 3. Godkendelse af referat fra beboermøde d. 3. november 2004. Referatet blev godkendt. 4. Beboerrådets beretning. Lea orienterede: Byggeudvalg: Projektet om det nye fælleshus har fyldt meget af BR's tid, da vi har siddet med til alle møder. Det har taget lidt tid for beboerne i udvalget at komme til enighed med administrationen om rumfordelingen, men nu er alle tilfredse. Beboerne i udvalget har afholdt informationsmøde med efterfølgende en 4-dages afstemning på posthuset, med flot resultat. En stemmeprocent på 31,4%, hvoraf 89,2% stemte ja. Byggeudvalget vil nu opdele sig i små grupper såsom økonomi, indretning osv. Ifølge tidsplanen starter byggeriet medio august og er færdigt april 2006. Køkken- og gavlrenovering: Renovationen er stort set færdig. Entreprenørerne mangler kun lidt oprydning rundt omkring på kollegiet, og der bliver repareret på de nye gavle, som ikke var helt tætte. Køkkenerne mangler også lige det sidste med små reparationer, info-tavle og nye køkkendøre. Der har været utilfredshed fra beboere om at der var megen byggelarm i eksamensperioden dec./jan., og at køkkenerne blev lidt forsinkede. Ting på gangene: BR har siden efteråret fået henvendelser om, at man gerne vil have udleveret sine ting mere end en gang om måneden. Vi har prøvet at få Inspektøren til at sætte det op til 2-3 gange om måneden uden resultat. Vi har diskuteret andre forslag igennem, uden at begge parter var/blev? tilfredse. Det har været frustrerende, ikke at kunne komme til enighed, og derfor har vi nu valgt at tage det som punkt på dagsordenen, for at få nogle beboeres mening. Brandsikkerhed: Denne diskussion om ting på gangene, har bragt et mere generelt emne med sig, da det primært er af brandsikkerhedsårsager, at ting på gangene, er en overtrædelse af husordenen. Vi har undersøgt hvordan brandalarm-systemet fungerer, hvordan kollegiet kontrollerer at alarmerne virker og om vi skulle have brandvæsnet ud til et lille brandkursus. Desuden har alle køkkener fået et brandtæppe til slukning af ild i f.eks. elektriske apparater, hvor man ikke må bruge vand. BR arbejder videre med emnet. Møbeludvalg: Det nye møbelreglement er sat i brug, hvor man slipper for at slæbe møbler ned og op, når man flytter ind og ud. Møbelbankbestyrerne skal nu rundt og registrere hver beboers møbler, da overførelsen fra papir til pc er en umulig opgave. BR har fået mange henvendelser fra beboere, der meget gerne vil have en ekstra bogreol. Dette tager BR op på Hovedbestyrelsesmødet, da Bestyrelsen skal godkende indkøbet. Dette møde holdes tirsdag d. 19. april kl. 17 i H-20, hvor alle er velkomne. Møbeludvalget har stadig at finde ud af, hvor de nye skriveborde og stole skal hen. Der bliver snart holdt et nyt møde. Generelt: Tørretumblertiden er lavet om til 5-minutters intervaller, til glæde for alle beboere. Vi får mange mails, som er positivt, for det viser at beboerne ved hvordan de får fat i os. Nogle omhandler klager, som vi må afslå, da vi kun modtager klager i vores postkasse. Alle andre mails med forslag og kritik, behandler vi på beboerrådsmøderne. Bevillinger: Der er indtil videre kun bevilliget 25.000 kr. til kollegiets midsommerfest, som skal bruges på bands. Derfor er der rig mulighed for at give BR forslag om hvad de resterende 75.000 kr. skal bruges til. Klager: Vi har i gennemsnit modtaget en klage om måneden, og det har været støjklager og klager over regningen ved fraflytning; rengøring, maling og manglende møbler. Fremtiden: Det næste halve år vil BR især arbejde videre med fælleshuset. Vi starter også et indretningsudvalg op igen, som alle beboere er velkomne i. Det kommer både til at have indflydelse på fælleshuset og værelsesindretningen. Vi har før talt om opførelsen af en beachvolley-bane. Den er ikke glemt, og vi vil gerne, i samarbejde med KF, have den opført, helst inden sommer. Beretningen blev herefter godkendt. 5. Afstemning om ændring af fremlejereglement. Se bilag 2. Thomas redegjorde for det nye forslag. Forslagsændringen skyldes det nye møbelreglement, der blev vedtaget på det sidste beboermøde i efteråret. Kort fortalt: Værelset skal være møbleret med de møbler, som nu engang er tilknyttet lejemålet, dvs. værelset skal nødvendigvis ikke være fuldt møbleret. Fremlejer kan låne ekstra møbler, hvis pågældende møbler haves på lager, de lånte møbler skal ned igen i depot efter fremlejemålets ophørelse. Forslaget blev vedtaget med overvældende flertal. Hermed gælder det nye fremlejereglement, bilag 2, som blev sendt ud med indkaldelsen. 6. Fremlæggelse af og afstemning om budget for regnskabsåret 2004/2005. Se bilag 3 sendt ud med indkaldelsen. Inspektøren orienterede om budgettet. Budgettet er positivt, ingen huslejestigning. Årsagen til dette er f.eks. at nogle lån udløber snart og andre er blevet omprioriteret. Henlæggelser er det samme, men vægtet anderledes. Ifølge den nye tilstandsrapport kan der henlægges færre midler. Samlet er udgifterne faldet. Renteindtægterne er faldet. Inspektøren gjorde opmærksom på, at der var en trykfejl i budgettet. Det drejer sig om: Årets resultat på -616.582 ud for Regnskabet for 2003/2004. Der skulle have stået 151.429. Desuden vil der i nærmeste fremtid komme en artikel i "Kollegianeren" fra Adm. om hvad huslejen går til. Budgetforslaget blev vedtaget med overvældende flertal. Hermed gælder budgettet for 2005/2006. 7. Diskussion om inddragede genstande fra gangene. BR ønskede at høre beboernes mening om inddragede genstande fra gangene, for at finde en tilfredsstillende og fleksibel løsning for alle implicerede partnere. Der var en levende diskussion om problematikken. Forsamlingen besluttede at holde en vejledende afstemning og lade beboerrådet arbejde videre på sagen. Diskussionen endte med følgende to forslag: 1. Kollegianeren skal betale for at få udleveret sine genstande. Beløbet skal dække lønomkostninger til ejendomsfunktionærerne. Dette betyder, at kollegianeren kan få udleveret sine genstande oftere og vil samtidig blive noteret for overtrædelsen af husorden §10. 2. Adm. og indretningsudvalget vil prøve at undersøge muligheden for at sætte et tørre-stativ/snore op på badværelset, så det vil blive muligt at tørre tøj på badværelset. Indtil da gælder forslag 1. Idet forslag 2 bliver muliggjort, vil der blive strammet op på forslag 1. 8. Valg af formand for Beboerrådet. Niklas går af efter 2 år som formand. Derfor skal der vælges en ny. BR indstiller beboerrådsmedlem og suppleant for bestyrelsen Lea #2214 til formandsposten. Ingen modkandidater. Lea er hermed ved fredsvalg blevet valgt ind som formand for BR og automatisk medlem i Hovedbestyrelsen. Tillykke til Lea. 9. Evt. valg af Beboerrådsmedlem. Idet Lea er blevet valgt til formand, mangler BR et medlem. Thor-Bjørn opfordres til at stille op, da han er suppleant. Ingen modkandidater. Thor-Bjørn er hermed ved fredsvalg blevet valgt ind i BR. Tillykke til Thor-Bjørn. 10. Evt. valg af suppleant til Beboerrådet. Der skal vælges 3 suppleanter til BR, idet 2 af dem stopper og den 3. er blevet valgt ind i BR. Ingen ønskede at stille op. Niklas gjorde opmærksom på, det dermed var nødvendigt at indkalde til et ekstraordinært beboermøde i nærmeste fremtid. Han henstiller til, at der ikke bliver indkaldt til et ekstraordinært beboermøde, med mindre BR har fundet mindst en suppleant. Beboermødet accepterer henstillingen. Dermed vil der ikke blive indkaldt til et ekstraordinært beboermøde nu, men man venter og ser tiden an. 11. Evt. valg af suppleant til Hovedbestyrelsen. Idet Lea tidligere var suppleant for Hovedbestyrelsen og nu er blevet valgt ind i Hovedbestyrelsen, skal der vælges en ny suppleant blandt beborrådets medlemmerne. Henrik stiller op. Ingen modkandidater. Henrik er hermed ved fredsvalg blevet valgt som suppleant til Hovedbestyrelsen. Tillykke til Henrik. 12. Behandling af indkomne forslag. Ingen indkomne forslag. 13. Evt. BR har ikke kunne finde nogen entreprenørerne, der laver beachvolley-baner. Kollegiet skal bliver derfor selv nødtil at skaffe maskiner og materialer for at lave banen. BR arbejder videre med sagen. Desuden skal der ansættes en til at passe den. Niklas takker for god ro og orden under mødet. Med venlig hilsen Beboerrådet