Referat af byggeudvalgsmøde på Grønjordskollegiet 16/3-2005 Til stede: Morten Bakkedal, Thomas G. Aagaard (beboerrådet), Gitte Schumacher (kollegianerforeningen), Henriette B. Clausen (beboerrådet), Henrik Frederiksen (beboerrådet), Rasmus Eliasen, Lea Løngreen (beboerrådet), forretningsfører Grete Lauridsen, ingeniør Michael Rønne (Torkil Laursen ApS), inspektør Steen Ryborg, arkitekt Erik Nobel (NOBEL arkitekter a/s) og Uffe Paulsen. Referent: Uffe Paulsen Byggeudvalget mødtes for første gang efter at kollegiets beboere havde stemt om udvalgets forslag til et fælleshus. 296 beboere afgav deres stemme, heraf stemte 89,2% ja, 9,5 % nej og 1,4 % stemte blankt. Med dette klare mandat fra Grønjordskollegiets beboere påbegynder byggeudvalget nu det videre arbejde med at føre fælleshuset ud i livet. På mødet blev der truffet følgende beslutninger: - Grete Lauridsen og Steen Ryborg vil i dagene efter mødet indhente tilbud på byggelån og finansiering fra en række banker. Samtidig orienteres Grønjordskollegiets bestyrelse, og de enkelte bestyrelsesmedlemmer skal inden otte dage tilkendegive, om de støtter projektet eller ej. Bestyrelsen skal i øvrigt se på projektet til bestyrelsesmødet 19. april. - Når bestyrelsen formelt har godkendt projektet påbegynder NOBEL arkitekter detailprojekteringen primo april. - Ingeniør Michael Rønne iværksætter en geoteknisk undersøgelse af jordbunden på byggestedet. - NOBEL arkitekter går i gang med at udarbejde myndighedsprojekt. NOBEL arkitekter har allerede drøftet en dispensation for områdets lokalplan med Københavns Kommune. Dispensationen ventes klaret administrativt. - NOBEL udfører en ny tidsplan. Byggeriet ventes at kunne påbegyndes i august med forudgående licitationsudbud henover industriferien, dvs. uge 26-33. Der afholdes et bestyrelsesmøde når licitationsresultatet foreligger. Fælleshuset kan ifølge denne plan være klar til indflytning april 2006.