Referat af beboerrådsmøde den 16. august 2005 Tilstede: BR: Uffe (2704), Lea (2214), Henrik (2415), Agnete (sup., 6805 ) Andre: Jakob (Fodboldhold, 2605), Jan (Fodboldhold, 2411) 1. Valg af dirigent og referent Lea blev valgt som dirigent og Henrik blev valgt som referent. 2. Godkendelse af referater fra sidste beboerrådsmøder. Referat fra 14. juli 2005 blev godkendt. Referat fra 16. juni 2005 blev ikke godkendt, da det endnu ikke er skrevet. Der blev opnået enighed om ikke at følge op på udfærdigelsen af dette referat, da det opfattes som værende forældet. Alle vigtige punkter fra mødet den 16. juni 2005 er senere blevet diskuteret, og det menes derfor ikke at være noget problem. Beboerrådet beklager hændelsen. 3. Fremtidsplaner for fodboldbanen 2 repræsentanter fra fodboldholdet var mødt op for at medgive deres holdninger. To løsninger ang. en forbedring af banen blev diskuteret: - Pløjning, tromling og gensåning af græs. Denne mulighed ville sandsynligvis kunne udføres af en entreprenør/anlægsgartner. Fordelen ville være at det forhåbentlig ikke ville være så dyrt at få det udført. Ulempen er at det er en kortsigtet løsning, idet samme problem med hullet/ødelagt bane ville genopstå indenfor kort tid. Desuden kan der nok ikke pløjes mere end 20cm grundet problemer med murbrokker (”byfyld”) i jorden. - Etablering af multibane. En multibane med ”hårdt” underlag, similær med basketbanen mellem blok 2 og metro-dæmningen. Fordelen ville være at den kunne bruges en stor del af året, har stor slidstyrke og kunne være ramme for en række forskellige sportsaktiviteter (Tennis, fodbold, basketball). Ulempen ville sandsynligvis være bundet i store anlægsomkostninger. Jakob oplyser at Kløvermarken og Fremad Amager har et sådant anlæg og at vi evt. kunne se på deres. Henrik vil undersøge muligheden/priser for ovennævnte forslag. 4. Generel info fra beboerrådet. Uffe informerer: - Fælleshus. Nedrivning af eksisterende administrations bygning er påbegyndt, administrationen er flyttet til pavilloner foran blok 2. Der må påregnes noget larm i forbindelse med nedrivning af eksisterende bygning samt ved opførelse af råhuset til det nye fælleshus. Licitation finder sted 15. september (hvor inviterede entreprenører kommer med tilbud). - De nye Brik-indgangssystem bliver aktiveret om en uge i stedet for nuværende kort-system. - Cykelskurene og plankeværk mellem blok 2 og 4 er revet ned, idet pladsen skal anvendes ved bygning af nyt fælleshus samt trappeparti op til samme. Det er usandsynligt at der vil blive etableret nye cykelskure før nyt fælleshus er færdigt, men BR vil insistere på at der etableres nye så snart det er muligt. Pladsen foran blok 2 er nævnt som mulig placering. - Brandalarmer. BR har opnået enighed med Inspektøren ang. afvikling af nuværende system hvor alarmer aktiveres på etage 1 og 2 ved anvendelse af branddøre. Inspektøren vil tage kontakt til arkitekt ang. muligheden for at ændre de nuværende endegavle på nederste etage. Dørpumper ville evt. være en mulighed, således at branddørene ikke smækker op i gavlen, og ødelægger facaden. Det er dog stadig BR’s holdning at benyttelsen af branddørene er en overtrædelse af husordenen. Andre, mere ”officielle”, skilte på branddørene blev foreslået, således at man ikke kan undgå at se beskeden. Desuden ville sådanne skilte virke mere autoritære. Inspektøren afholder møde med tilsynsførende brandinspektør i nærmeste fremtid for at drøfte det generelle brandberedskab på kollegiet. BR er inviteret og har i sinde at komme til mødet. - Inspektøren vil undersøge pris for indkøb af nogle ”vaskekurvsvogne” til vaskerummet. Såfremt sådanne ”vaskekurvsvogne” vil blive ødelagt/stjålet inden for urimelig kort tid, vil man ikke videreføre ordningen. - Oversatte skilte ang. betjening af vaskemaskiner forefindes allerede, men mangler blot at blive sat op. Det samme gælder ”rygning-forbudt” skiltene i elevator. BR er lidt utilfredse med at disse to sager er blevet ”syltet” i så lang tid af administrationen, og håber derfor på snarlig udvikling i sagerne. - Trægulve. Inspektøren har indhentet tilbud med henblik på etablering af trægulve på alle resterende værelser: kr. 557.250 for 100 gulve hos et tømmerfirma. Inspektøren vurderer at dette kan gøres betydeligt billigere såfremt vi selv lægger gulvene ved at fastansætte en ekstra tømmer på kollegiet: kr. 160.000 for 100 gulve. BR er meget interesserede i dette projekt, da det antages at have stor interesse blandt beboerne. - Cykelpumpen ved ”gammel” administrationsbygning bliver fjernet, og kan ikke installeres på det nye fælleshus. Administrationen vil dog gerne flytte den et andet sted hen, og BR ønsker at placere den for enden af blok 4. - Indretningsudvalg Det har fra BR’s side været ønskeligt at administrationen i større omfang tager BR med på råd ved indkøb af nyt inventar/indretning. Inspektøren mener at dette er hans job og at det ville være for besværligt at høre BR hver gang der blev indkøbt nye effekter til kollegiet. BR accepterer foreløbig denne beslutning og vil ikke foretage sig mere i sagen. 5. Vedtagelse af procedure, når ting bliver fjernet fra gangene Der har i gennem længere tid været snak om en alternativ løsning ved rømning af private effekter på gangene. BR har tidligere drøftet dette med Inspektøren og har opnået enighed om følgende løsning: ”Personlige effekter bliver fjernet såfremt de uregelmæssigt findes på gangene. Hvis man ønsker sine effekter tilbage, kontaktes administrationskontoret, hvor der betales et administrationsgebyr på kr. 50,00. Herefter kan man få udleveret sine ting hos de blå mænd. Administrationskontoret har ret til at registrere beboere der henvender sig og vil have deres ting udleveret. Efter 3 registreringer (dvs. mundtlige advarsler) vil man modtage en skriftlig advarsel (som 4. advarsel). Herefter har administrationskontoret ret til at opsige lejemålet, grundet brud på husordenen.” BR vil snakke med Inspektøren ang. implementering af ovennævnte forslag. Såfremt dette opnås træder ovennævnte regel i kraft, så snart alle de ”gule skilte” foran elevatorerne er udskiftet med opdaterede informationer. BR vil informere på hjemmesiden ved en evt. ændring. 6. PR for Kollegiet og Beboerrådet Det er tidligere blevet nævnt at BR bør profilere sig bedre. Dette er alle enige i. Det nævnes at man bør: - Lave nogle mere spændende indkaldelser til beboerrådsmøder og beboermøder. Nogle interessante overskrifter og lidt mindre tørt stof. - Detail-invitér folk der kan tænkes at have en interesse i nogle af de sager der er på dagsordenen til møderne. - Der vil blive afholdt et ÅBENT MØDE med trykkeren Viggo, onsdag den 31. August 2005 kl. 20.00 i H20, ang. PR og profilering af BR. Kollegiet bør opdatere hjemmesiden bedre, således at alle faciliteterne bliver uddybet bedre. Desuden bør der tages nogle nye billeder. 7. Bevillinger Modtaget ansøgning på bevilling af penge til Forstærker og DVD-afspiller til Hatten/Film-fremvisning. BR har tidligere afslået en bevilling til ovennævnte, og der er sandsynligvis sket en fejl ved udformningen af ansøgningen. Henrik kontakter ansøger og beder om en ny ansøgning. 8. Næste mødedato Næste beboerrådsmøde afholdes onsdag den 14. september 2005 kl. 20.00 i H20. 9. Evt. - Jan har oplevet at miste sit vaskekort og fik besked på at det skulle repareres, og at der derfor ville gå en uge før han ville få det igen. BR vil undersøge om en hurtigere behandling er mulig, hvilket dog ikke er sandsynligt. Der henstilles til at man blot låner et vaskekort fra en fra sin gang. - Fungerer emhætterne? Folk erfarer at de suger meget dårligt, og der går løse rygter om at de slet ikke er aktiverede. Det oplyses at der ikke er nogen mekanisk ventilation på samtlige emhætter, men at en central motor sørger for udsugning gennem hele skakten. BR vil forhøre sig om alt virker som det bør. BR takker for et godt møde.