Forretningsorden for Beboermøder §1 Inden mødets start kontrollerer Beboerrådet om de fremmødte er stemmeberettigede. Ved at være stemmeberettiget forstås at der kan fremvises gyldigt beboerkort, gyldig lejekontrakt eller nøgle, billed-ID og sygesikringsbevis. §2 Beboermødet vælger blandt de fremmødte en dirigent, der leder forhandlingerne i overensstemmelse med mødets dagsorden. Dirigenten påser, at vedtægterne gældende for Grønjordskollegiet følges ved mødets gennemførelse. §3 Beboermødet vælger en mødereferent, som nedskriver et referat fra mødet - herunder gengiver de trufne beslutninger og angiver resultater af afstemninger. §4 Dirigenten vælger et stemmeudvalg, der bistår denne ved afstemninger. Antallet af medlemmer i stemmeudvalget fastsættes af dirigenten. §5 Den, som ønsker af få ordet under forhandlingerne, henvender sig til dirigenten og oplyser sit navn og værelsesnummer. Talerne får ordet i den rækkefølge, de har anmodet om det. Dog kan dirigenten - af hensyn til debattens afvikling - ændre rækkefølgen. Talerne bør fatte sig i korthed. Dirigenten kan fastsætte begrænsning i taletiden. §6 Underfor talerækken skal dirigenten give ordet til indlæg vedrørende mødets forretningsorden og ledelse. §7 Indlæg og forslag, der vedrører et dagsordenpunkt, kan ikke fremsættes, når debatten om punktet er afsluttet. §8 Ændringsforslag skal motiveres af forslagsstilleren under debatten og afleveres skriftligt til dirigenten. Det indgår herefter i debatten om hovedforslaget. §9 Ved afstemning om hovedforslag, hvortil der er stillet ændringsforslag, stemmes der først om hvorvidt man vil ændre hovedforslaget med de foreslåede ændringer. Derefter foretager man afstemning om hovedforslaget - i givet fald med de ændringer, som måtte være vedtaget forinden. §10 Beboermødet kan beslutte, at emner, der er til behandling på mødet, skal afgøres endeligt ved efterfølgende urafstemning blandt kollegiets beboere. Ny urafstemning om samme forslag kan tidligst finde sted efter, at der påny har været holdt ordinært, obligatorisk beboermøde. Emner, som alene har været drøftet under punktet "eventuelt" på beboermødets dagsorden, kan ikke sendes til urafstemning. Samtidig med beslutningen om urafstemning skal beboermødet tage stilling til udformningen af afstemningsskemaet, der bør være enkelt og entydigt. Beboermødet beslutter også, hvilket materiale der skal udsendes til lejerne som grundlag for urafstemningen. Afstemningen, der er skriftligt og hemmelig, iværksættes ved beboerrådets foranstaltning. Hver beboer har 1 stemme. Beboermødet fastsætter et tidsrum for stemmeafgivelsen i forbindelse med urafstemningen. §11 Ordinært beboermøde afholdes hvert år senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning. Beboerrådet skal hvert år senest 4 måneder før regnskabsårets slutning forelægge institutionens budget for det kommende driftsår for beboermødet. Afstemning. §12 Hver beboer har én stemme. Stemmeafgivningen sker ved håndsoprækning. Dirigenten kan dog bestemme, at anden afstemningsform skal anvendes, ligesom dirigenten kan træffe beslutning om skriftlig afstemning. Beboermødets beslutninger træffes på grundlag af almindeligt stemmeflertal. §13 Der kan ikke stemmes med fuldmagt ved afstemninger. Valg af medlemmer af Beboerrådet. §14 Alle valg af beboerrådsmedlemmer og suppleanter sker ved skriftlig afstemning, med mindre der kun er opstillet samme antal kandidater som antallet af pladser, der skal besættes. I tilfælde af stemmelighed, foretages omvalg blandt de kandidater med samme stemmeantal. Ved valg følges reglerne i §§15-19 inkl. Valgene afholdes normalt på det årlige beboermøde (Jvf. i øvrigt §11). §15 Formanden for beboerrådet vælges ved et særskilt valg forud for valget af de øvrige medlemmer. Formanden vælges for en periode af 2 år. Formanden er altid medlem af beboerrådet og er ligeledes altid medlem af bestyrelsen. Valgbar er kun lejere, således ikke fremlejere. §16 Medlemmerne af beboerrådet vælges blandt beboerne. Hvert medlem vælges for en periode af 2 år. Genvalg er muligt. Valgbare er kun lejere, således ikke fremlejere. §17 Ved valg kan hver stemmeberettiget maximalt stemme på det samme antal kandidater som antallet af de ledige pladser i beboerrådet, der skal besættes. Stemmesedler, der indeholder samme navn flere gange eller navne på personer, som ikke er bragt i forslag, er ugyldige. (Jvf. i øvrigt §14). §18 På beboermødet vælges 3 suppleanter for de valgte beboerrådsmedlemmer. Valget af suppleanter sker for to år ad gangen. En suppleant, som indtræder i beboerrådet i stedet for et medlem, der har varigt forfald, indtræder i medlemmets resterende valgperiode. Der kan ikke vælges suppleanter for formanden. Suppleanter prioriteres efter deres stemmeantal. Suppleanterne prioriteres således, at de ved indtræden i beboerrådet som følge af et medlems varige frafald, indkaldes i den prioriterede orden. §19 Beboermødet vælger blandt medlemmerne af beboerrådet 1 repræsentant til kollegiets bestyrelse udover den valgte beboerrådsformand, som altid er bestyrelsesmedlem. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år af gangen. Genvalg kan finde sted. Beboermødet vælger en suppleant i bestyrelsen blandt beboerrådets medlemmer. (Jvf. i øvrigt §15). Således vedtaget på beboermødet d. 30. Oktober 2000, revideret igen på beboermødet d. 27. marts 2004.